Museet
Museet er en æstetisk perle, hvor du kan opleve flere tusinde værker fra Carl-Henning Pedersens hånd samt en større samling af Else Alfelts værker.
Carl-Henning Pedersens kunst kendes på de svævende, magiske figurer og væsner og hans flittige brug af den blå farveskala. Else Alfelt var derimod inspireret af naturen, og hendes kompositioner karakteriseres ved en vekslen mellem bløde og hårde linjer skitseret med blyant og herefter malet op med nøje afstemte farvenuancer i felterne mellem linjerne.
Samlingen rummer i dag mere end 5000 værker af de to kunstnere, hvoraf hovedparten stammer fra det gavebrev, som Carl-Henning Pedersen udfærdigede i forbindelse med museets etablering i starten af 1970'erne. Kunstneren donerede flere tusinde af sine og hustruen Else Alfelts værker til Herning, mod at man byggede en passende ramme omkring samlingen. Det blev til den usædvanlige runde museumsbygning, der blev indviet af Dronning Margrethe i 1976 og siden udvidet med den underjordiske udstillingssal i 1993.